Ikke på mine nordiske vegne!

Som en rektion på nynazisternes march i Jyväskylä i weekenden, hvor slogannet Pohjoisen puolesta, “på nordens vegne” var et centralt budskab, føler jeg trang til at kommentere begivenhederne.

Vi har religions og politisk frihed i Norden, vi arbejder for mangfoldighed, for ligestilling og for at styrke det nordiske fællesskab, vi har brugt så lang tid på at udvikle. Dette arbejde indeholder for mig nogle at de mest basale og universelle værdier og arbejdet med de nordiske aspekter er en kilde til tryghed, glæde og meningsfuldhed. Måske er det i virkeligheden her, i dette arbejde for højere formål, at det nordiske for alvor træder i karakter. Derfor er det også fuldstændigt selvmodsigende, at nynazister vælger et nordisk slogan. Norden har i mere end 50 år arbejdet for disse værdier, med et klart sigte på at forbedre verden og folks livsvilkår og skabe en blivende tryghed, ikke alene for befolkninger i Norden, men også som eksempel på et frugtbart visionsarbejde for andre af verdens lande.

I Aftonbladet kan man læse et indlæg, hvor 3 repræsentanter fra nordiske ungdomsorganisationer skriver, at de er urolige for, at den voksende højreekstremistiske bevægelse i Norden benytter sig af retoriske elementer der traditionelt har tilhørt den nordiske samarbejdsbevægelse. Det synspunkt kan jeg klart bakke op omkring.

Lad mig slå fast at jeg oplever det som helt uacceptabelt, at nordiske værdier i den grad bliver misbrugt. Samtidig er det som før nævnt, en selvmodsigelse at det benyttes i en højreekstremistisk kontekst. Norden har altid arbejdet ud over nationale interesser og med et “overstatsligt” og visionært mål for øje. Her er der netop ikke tale om empowerment af en bevægelse eller et politisk standpunkt, men helt sikkert det modsatte. Nemlig at kunne rumme mange forskellige synspunkter og at konsensusbeslutninger, selvom det kan tage lang tid og være vanskeligt i selve processen, fører til yderst meningsfulde beslutninger, netop fordi de rummer helheden og mangfoldigheden. Det er det Norden står for.

Jeg er klar over, at de højreekstremistiske bevægelser i Norden med lys og lygte leder efter argumenter og slogans, der kan vække deres omgivelser, men jeg må samtidig undre mig over hvor lidt substans der er i disse bevægelser, når talen falder på blivende værdier og meningsfuldhed.
Meget af retorikken handler om krig og kamp. eller om at være magtfulde og kontrollerende overfor “de andre”. Der bruges altså en hel del krudt i disse bevægelser på at isolere sig fra sin samtid og omverden.

Vi må også forstå, at der er helt åbenlyse årsager til, at højreekstremismen er voksende, også i Norden. Vi må anerkende, at der er et arbejde, der ligger og venter på os i det nordiske. Et arbejde med dialog, med undervisning og oplysning og et arbejde med at forholde os til disse kræfter uden at isolere dem totalt. Det er i isolationen og i mørket at højreekstremismen vokser. Det gælder for øvrigt alle former for ekstremisme. Derfor er det vigtigt at vi også lytter til de signaler vi får fra vores omgivelser, lytter til de budskaber der bliver udsendt og arbejder på en frugtbar dialog. det er også en del af det nordiske værdisæt.

Som menneske foragter jeg de budskaber den nynazistiske manifestation har agiteret for, og er af den opfattelse, at den er et udtryk for en politisk mangelfuldhed og en reaktion på en marginalisering. Når vi i Norden siger at vi arbejder for mangfoldighed er dette (desværre) en af de konsekvenser vi oplever. De er som ubetænksomme børn i trods over ikke at få den opmærksomhed de ønsker. Det er nu sådan, at et stort flertal af nordiske medborgere er helt uenige i sådanne ekstremistiske synspunkter. Det er det stof Norden er gjort af og som vi benytter os af i vores arbejde for at fremme nordiske værdier og vores mangfoldige nordiske identiteter.  Vi skal derfor ikke være bange eller utrygge over disse ekstremistiske bevægelser, men i stedet prøve at forstå budskaberne. Og huske på at vold og hærværk er totalt uacceptabelt og har intet at gøre med politiske holdninger, men er alene virksomhed af kriminel karakter. Det har vi regler for at kunne håndtere.

Uanset hvor mange ekstremistiske agitatorer vi møder, vil det store nordiske flertal til stadighed arbejde for et stabilt, mangfoldigt, ligestillet og samlet Norden med alt hvad det indebærer. Vi skal derfor ikke benytte os af den samme slags retorik med at ”stå sammen” eller ”kæmpe for” men i stedet ”være i dialog” og ”dele vores nordiske synspunkter” med vores medmennesker.

Sammen er vi bare gladere, tryggere og rigere.

Jacob M Haagendal
Direktør, Nordens Institut på Åland

Jacob Mangwana Haagendal

Prenumerera på vårt nyhetsbrev