Den nordiske model for kulturprojektering har i mange år fungeret helt fantastisk og bragt os meget tættere sammen, både mentalt og åndeligt.
Modellen, der er blevet justeret undervejs, har som udgangspunkt vide rammer men der er visse krav, der skal være opfyldt. For det første er der et ønske om samarbejde, dvs at flere nordiske lande skal deltage. Ellers kan man ikke få støtte til sit projekt. Helt enkelt går dette ud på at man fra nordisk side prioriterer samarbejde, udveksling og det at dele med hinanden.
For det andet skal projektet have en mission, en historie, en idé, en kerne, der på en eller anden måde skal berige os. Vi taler om nordisk nytte som et parameter for projektets værdi og meningsfuldhed. Altså noget der vil forandre, inspirere eller sætte spørgsmålstegn ved vores etablerede samfundsbillede og konstruktion.
For det tredie må projektet meget gerne indeholde nogle af de værdisæt, der fra politisk hold er udtrykt. I det daglige arbejder vi i Norden med Kulturministrenes strategi for årene 2013 – 2020. Strategien betoner fem temaer: Det holdbare Norden, Det kreative Norden, Det interkulturelle Norden, Det unge Norden og Det digitale Norden.
Mit forslag er nu at vi benytter denne model når vi gerne vil løse vores problemer, det være sig immigration og flygtninge problematikker, bæredygtigheds spørgsmål, økonomiske udfordringer, sundhedsvæsen etc.
Åland har alle chancer for at være et lysende eksempel på hvordan vi i fremtiden konstruerer et bæredygtigt samvær med hinanden og med “hinanden” mener jeg både dem som er født her og dem som kommer hertil af den ene eller anden årsag. En af de seneste oplevelser vi har haft, der efter min mening bekræfter mit udsagn, er Welcome Home Snailhouse projektet. Michael Donalds AB og NIPÅ’s samarbejde om at udstille på biennalen i Venedig er lykkedes over al forventning. Her lige hjemkommet er et par refleksioner over det vi har oplevet og over hvor langt vi er kommet.
Første indtryk er at vi her på Åland, med denne udstilling, er helt fremme i forreste række af udstillere der byder ind på fremtidens måder at leve sammen på. Både hvad angår bæredygtighed, livskvalitet, økonomi og ressourcer. Sammen med den finske pavillon er Welcome Homs Snailhouse udstillingen både højaktuel og visionær på samme tid. Det er slående at så godt som alle andre udstillere slet ikke har tænkt interaktivitet og engagement med i deres udstillinger. Welcome Home er med Snailhouse udstillingen nok den eneste udstilling hvor der direkte inviteres til at man som publikum kan være medskaber. Det vækker til eftertanke i en verden hvor virtualitet og interaktivitet er helt normale elementer i en moderne kulturel begivenhed. Der udmærker Michael Donalds AB sig virkelig og vi er på NIPÅ utroligt glade for resultatet.
Samtidig oplevede jeg under biennalen en påtrængende virkelighed. I og med at både Åland og Finland udstiller arkitektur med et tema der handler om integration, immigration og sustainability, er virkeligheden også den, at der daglig til Italien, ankommer massevis af levende flygtninge – dem som er heldige – og en hel del meget døde flygtninge – dem som ikke klarede turen. Vi er så priviligerede at vi ikke gør os begreb om det mens vi går rundt i Venedigs smalle gader og kigger på diverse bud på hvordan man bygger i fremtiden.
Derfor er jeg lidt mere glad over at være en del af en udstilling, der med en positivt kreativitet tar fat på et så alvorligt og presserende problem som det at tage imod mennesker udefra og skabe rum og medejerskab for mennesker fra hele verden, der nu engang kommer til os for at få husly og slå sig ned.
Konklusionen er tydelig: Welcome Home, The Snailhouse Project repræsenterer Åland på den allerbedste vis. Michael Donalds Welcome Home Snailhouse udstilling er i særdeleshed et besøg værd.
På NIPÅ har vi i vores strategi lagt stor vægt på netop tværsektorielt samarbejde og det er ikke fordi det er specilet lettere eller anerledes end den måde vi tidligere lavede projekter på. Det er måske snarere en lille smule sværere. Til gengæld er holdbarheden og efterlivet i projekter med en tværsektoriel konstruktion langt mere tilstedeværende og langt stærkere. Vi prøver, på Åland som alle andre steder i verden, at argumentere for løsninger, politiske beslutninger, primært af økonomiske eller proceduremæssige årsager. Altså hvad er den billigste løsning og hvordan plejer vi at gøre? Disse ofte meget lidt frugtbare beslutninger tages gerne i et så kort et perspektiv som en enkelt valgperiode. Vi glemmer i dagligdagen helt at argumentere for det enkelte menneske og menneskelige værdier og hvordan vi gerne vil have vores verden skal se ud i vores evige stræben efter at optimere alting økonomisk. Mennesker er nu ikke bare små produktionsenheder, der er sat på jorden for at berige et samfund med økonomisk overskud. Velstanden kommer i langt højere grad i kraft af evnen til at udveksle, til at dele og til at opleve. Ikke bare mellem forskellige kulturer men i høj grad mellem forskellige kulturelle identiteter.
Vi taler meget om at være åbne og tolerante, om at forstå og om at rumme og omfavne andre kulturer og kulturelle udtryk. I det daglige er emnet tit er underprioriteret og derfor rummer det tværsektorielle arbejde nogle ekstra store udfordringer. Netop derfor er udstillingen på biennalen i Venedig og hele processen med at udvikle ideerne og realisere visionerne så lærerrig. Fordi vi har evnet at samarbejde mellem to sektorer, der til daglig ikke har meget berøring med hinanden. Fordi vi har evnet at inspirere hinanden i stedet for at fokusere på egne interesser alene. Et andet eksempel på et sådant samarbejde på tværs af sektorer er samarbejdet mellem Företagarna på Åland, Riksteatern, ÅMI, NIPÅ, TNT, Sharegarden, IP Only og Net Insight. Her taler vi om beyond internet og en teknologi der vil bringe os langt tættere på hinanden i den allernærmeste fremtid.
Der kommer flere og flere eksempler på at samarbejde på tværs er langt mere frugtbart end man drømmer om. På hjemvejen fra Venedig stødte vi dog igen ind i paskontrol og begrænsning af bevægelighed ved færgen til Mariehamn. Et tydeligt eksempel på, at de nordiske retningslinier for samarbejde i hvertfald slet ikke fungerer så godt som de skulle. Men det er heller ikke helt ligetil når vi har en polariseret politisk virkelighed der styres af angst og stræben efter magt mere end stræben efter løsninger. Samtidig har vi et kulturliv, der ofte er berøringsangst for at blive set sammen med et pengestærkt erhvervsliv og et erhvervsliv, der absolut ser sig selv alene som den faktor, der holder sammen på samfundet. Ingen af delene er jo særligt frugtbare alene men “sammen er vi stærkere” som det nordiske slogan lyder. Så vores ønske her op til sommeren er, at vi bruger tid og kræfter sammen på de aktuelle opgaver der ligger og venter, at vi ikke konstruerer fremtiden ved at se os tilbage men at vi med åbne øjne går hinanden i møde og definerer fælles værdisæt og løsninger på fremtiden. Rigtig god sommer!
Jacob Mangwana Haagendal
Direktør, Nordens Institut på Åland
